Dit liv i det nye år ?
Vi er blot i begyndelsen af året, og jeg fornemmer allerede dejligt forår. Jeg mærker den spirende boblende livlige glade forventningsfulde fornemmelse af forår i sjælen.
Lyset har været ganske særligt denne morgenstund, luften dufter vidunderligt af det spæde forår, græsset er grønt og ser frodigt ud…. Og jeg har allerede været udenfor, og kan konstaterer at både vintergækker og erantis er over overfladen for at fortælle …. Foråret er virkelig på vej.
Måske er det blot min forelskelse, der fuldkommen bobler i min sjæl…. jeg er blot forelsket …. Jeg er forelsket i livet, der har så meget fantastisk at byde på og, som er så herligt at opleve og sanse.
Vi er opdagelsesrejsende i livet
Jeg forestiller mig, at vi tiltrækker det vi har brug for, for derigennem at udvikle os, og give os nye indsigter, derfor kan der opstå situationer eller oplevelser, som kan undre og overraske os, men jeg forestiller mig, at alt sker af en årsag og det er udelukkende op til os selv, hvem og hvad vi vælger i vores liv.
En kær veninde har udtrykt det glimrende ved at sige:
”Vi er opdagelsesrejsende i livet”.
Lyt lyt lyt
Forestil dig, at du stopper op, giver slip på dit mylder af tanker, der kan føre dig fuldkommen på afveje, sænker skuldrene, trækker vejret dybt og lytter til din sjæl.
Finder du det vanskeligt at lytte til sjælen, fordi, der af forskellige årsager er for meget ”støj” i dit liv, kan du indledningsvis lytte og koncentrere dig om din vejrtræning.
Sommetider skal der så uendeligt lidt til førend du kan begive dig ud af den vej i livet, du af hjertet oprigtigt ønsker. Din vej og din rejse, begynder, der hvor du er tro og loyal mod, hvad dit hjerte oprigtigt fortæller dig.
Det er udelukkende dig, som tillader hvem og hvad du giver plads til i din tilværelse. Det er udelukkende dig, som beslutter hvilke tanker du vil give opmærksomhed og næring.
Græsset kan være grønnere på den anden side
Julen er bl.a. fejring af lyset, i nytåret reflektere vi over året, der gik og året, som kommer, hvor vi i vores refleksion måske opdager at græsset absolut kan være grønnere på den anden side. Nej, vil nogen måske sige, græsset er på ingen måde grønnere på den anden side.
Forestil dig at græsset faktisk er grønnere på den anden side, for græsset gror der hvor du vander det.
Til tider kan du være i en situation, det være sig feks. job eller parforhold, hvor du længe har mærket, du ikke trives. Dine længsler bliver ikke indfriet, du græder mere end du ler, du er mere trist end du er glad, du har mistet din energi og det er ikke længere muligt for dig at vande græsset der hvor du er.
Trods alle dine anstrengelser magter du det ikke længere. På et tidspunkt når du din grænse og lytter du ikke til din grænse, kan du måske opleve din krop fortæller dig at din grænse er nået.
Dit nye år
Er du i en situation, du ikke trives med, bringer det ingen udvikling at blive stående, så fortsætter du blot med at være i den pågældende situation, der dræner dig, bringer dig mistrivsel eller gør dig ked af det.
Bevæger du dig derimod fremad som dit hjertet oprigtigt fortæller dig, vil du tiltrække udvikling og formentlig den nødvendige forandring du har brug for og, som danner god mening for dig, hvilket du måske først opdager på et senere tidspunkt.
Søren Kierkegaard skrev engang klogt: ”Alle ønsker udvikling, ingen ønsker forandring”.
Hvad ønsker du for dit nye år ?
Hjertelige tanker
Gitte Sparsø
❤